20190906_Foredrag om netværk_700px.jpg

Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest er en årligt tilbagevendende begivenhed med forskning, videndeling og netværksdannelse i centrum. Foto: Marianne Jensby Bornemann.

08-09-2021

Et forsknings- og uddannelsesmiljø med høj aktivitet og stort potentiale. Sådan lyder den korte karakteristik af de kommende indflyttere, der på daglig basis skal fylde NIDO's nye rammer i Gødstrup med liv, viden og talent.

Af Marianne Jensby Bornemann

NIDO | danmarks nye center for forskning og uddannelse slår dørene op samtidig med resten af Regionshospitalet Gødstrup i 2022. Her får du et indblik i de to miljøer, der får deres daglige gang i centret, og som skal bruge de nye faciliteter til et væld af aktiviteter under overskriften Forskning og uddannelse i sundhed

Fuld fart på forskning

Hospitalsenheden Vests forskningsmiljøer forsker i fremtidens behandling og forebyggelse af sygdomme – særligt inden for almindeligt forekommende sygdomme, der påvirker tusindevis af danskeres hverdag, livsstil og arbejde.

Vi har otte professorer, 24 lektorer, mens antallet af ph.d.-studerende de seneste år har ligget på omkring 30. Forskningsaktiviteten har de sidste knap 10 år gennemgået en imponerende udvikling. Udviklingen er afspejlet i antallet af videnskabelige peer-reviewed publikationer, der har været støt stigende gennem en længere årrække og aktuelt nærmer sig 200 pr. år.

Endvidere er antallet af universitetsklinikker inden for blot et år vokset fra tre til fem med udnævnelse af Universitetsklinik for Diagnostik, Behandling og Rehabilitering af iskæmisk hjertesygdom pr. 1. oktober 2021 samt  udnævnelse af Universitetsklinik for Flavour, Balance og Søvn i efteråret 2020. Og endnu en universitetsklinik er i pipeline: Hospitalet har for nyligt modtaget en bevilling fra Region Midtjylland til at modne forskningsmiljøet på Gynækologisk-Obstetrisk Afsnit med henblik på at gøre det tilstrækkeligt robust til at ansøge om status som universitetsklinik.

Du kan læse mere om vores forskning:

Uddannelse på den store palet

Også på uddannelsessiden er der høj aktivitet og store ambitioner. Hospitalet uddanner løbende studerende og elever fra flere end 20 forskellige uddannelser, primært inden for sundhedsrelaterede professioner som læger, sygeplejersker, bioanalytikere, terapeuter, radiografer,  social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer. Hvert år har vi ca. 1800 studerende og elever fra kandidat-, bachelor- og erhvervsuddannelser i formelle uddannelses- og praktikforløb.

Med til hospitalets uddannelsesmiljø tæller endvidere ansatte, der gennemgår efter- og videreuddannelse og kompetenceudvikling.

Hospitalets uddannelsesmiljø har vedvarende fokus på:

  • tværfaglig læring, samarbejde og videndeling
  • systematisk kompetenceudvikling og fortløbende efter- og videreuddannelse af ansatte
  • uddannelse i patientlæring (patientinddragelse).

I øjeblikket arbejder vi målretttet på at klargøre vores nye simulationsenhed, der rummer faciliteter til simulations- og færdighedstræning af hospitalets personale og studerende. 

Du kan læse mere om simulation og uddannelse generelt:

Optimale rammer for forskning og uddannelse

Med de nye, attraktive forsknings-, uddannelses-, og mødefaciliteter i NIDO i Gødstrup får hospitalets forsknings- og uddannelsesmiljø optimale betingelser for at bedrive endnu mere og endnu bedre forskning og uddannelse i sundhed.

Læs om de nye rammer, og få et smugkig ind i centret her. 

Forskning: Vi forsker i din sundhed

 

  • patientnær forskning
  • forskning i de store folke- og livsstilssygdomme
  • forskning på tværs af fag, institutioner og sektorer
  • forskning på højt internationalt niveau 


Læs om forskning.

Uddannelse: Vi uddanner for livet

 

  • tværfaglig læring, samarbejde og vidensdeling
  • uddannelse i patientlæring
  • simulations- og færdighedstræning
  • systematisk kompetenceudvikling, efter- og videreuddannelse


Læs om uddannelse.