Atrium

Atrium i hjertet af NIDO | danmark. Atrium er et stort, åbent cafélignende miljø på stueplan og 1. sal. Her kan man læse, spise og afholde møder. Ud over at forbinde de to etager fungerer den store trappe som siddeplads under både formelle og uformelle møder. Foto: Aleksander Berg.

10-09-2021
 
NIDO | danmark, center for forskning og uddannelse, bliver samlingspunkt for forsknings- og uddannelsesmiljøerne på Regionshospitalet Gødstrup. I vores video og billedgalleri kan du få en forsmag på de nye, attraktive rammer.  
 
Af Marianne Jensby Bornemann
 

Vi glæder os sådan til at byde studerende, forskere, sundhedsprofessionelle og samarbejdspartnere velkommen i NIDO | danmark, vores nye center for forskning og uddannelse i Gødstrup. Centret slår dørene op samtidig med resten af Regionshospitalet Gødstrup i 2022, men du kan allerede nu komme med på et smugkig i videoen og billedgalleriet nedenfor.

Forskning og uddannelse under ét tag

NIDO | danmark-bygningen bliver centrum for hospitalets forsknings- og uddannelsesaktiviteter:

  • De moderne laboratoriefaciliteter udgør sammen med centrets Clinical Trial Unit en fremragende ramme for at forske og frembringe ny, vigtig viden om sundhed og sygdom.
  • De nye uddannelsesfaciliteter inden for fx simulationstræning skal understøtte den ypperste kliniske uddannelse af både nuværende og fremtidigt sundhedspersonale.

Samarbejde og videndeling på tværs

Centret indeholder desuden en række miljøer, der understøtter videndeling i forbindelse med formelle såvel som uformelle møder. For eksempel vil forskere, studerende og sundhedsprofessionelle krydse hinanden i NIDO's atrium og cafémiljø, hvor uformelle møder vil få gode vilkår. De nye faciliteter giver ligeledes mulighed for at afholde større arrangementer.



1. sal i Atrium. Foto: Henrik Nielsen.

Samlet set giver de nye fælles rammer for forskning og uddannelse gode betingelser for at styrke samarbejde på tværs af afdelinger, fag og professioner.

Samtidig inviterer centret, både via dets indretning og filosofi, til offentlige og private samarbejder til gavn for ikke blot Midt- og Vestjylland, men resten af Danmark og verden.

Video: Kig ind i center for forskning og uddannelse

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Faciliteter i NIDO | danmark

 

  • Atrium: et stort åbent område med cafélignende miljø
  • Aula: et auditorium med plads til ca. 250 siddende personer
  • Biobank: kølerum, fryserum, rum til -80 graders frysere
  • Clinical Trial Unit (CTU): enhed dedikeret til undersøgelse, behandling og observation af forsøgspersoner, der indgår i forskningsprojekter
  • DXA-skanner (knogleskanner)
  • Forsker- og ph.d.-arbejdspladser
  • Forskningslaboratorier: vådlaboratorier og flexlaboratorier
  • NIDO Simulation: en 500 m2 stor simulationsenhed med simulations- og færdighedstræningsfaciliteter
  • Stabsfunktioner, der understøtter forskning og uddannelse
  • Undervisningslokaler