Merete Paludan, overlæge og specialist i både onkologi og palliativ medicin og Gabor Istvan Liposits, der er overlæge med speciale i onkologi arbejder tæt sammen om den palliative indsats og om at få ESMO-akkrediteringen i hus. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation

08.10.2020

Hvordan sikrer man, at patienter, som er i kræftbehandling, modtager den bedst mulige palliative indsats i tide? Onkologisk Afdeling på Hospitalsenheden Vest har fundet vejen, og er det eneste nye sted i Danmark, som i år har fået certifikat på det gode arbejde fra den internationale organisation ESMO.  

Tirsdag d. 6 oktober var en stor dag for Palliativt Team og resten af Onkologisk Afdeling på Hospitalsenheden Vest.  Da blev det nemlig officielt, at afdelingen de næste to år kan pryde sig med titlen som en særligt anerkendt afdeling for integreret onkologi og palliation.

Certifikatet er udstedt af ESMO, European Society for Medical Oncology, der med sine mere end 25.000 medlemmer i 160 lande er en af de førende organisationer for kræftbehandling i verden. Med blåstemplingen er Onkologisk Afdeling i Herning kommet i fint selskab med kun 231 afdelinger i 49 lande. Det er kun anden gang, at en dansk afdeling har fået dette blåstempel, idet Onkologisk Afdeling på Sygehus Lillebælt i 2018 fik det samme certifikat.  

- Det er et gigantisk skulderklap og vældigt motiverende. Vi har arbejdet hårdt på at få det til at fungere. Nu er der en anerkendt international organisation, der siger “I gør det godt”, udtaler Merete Paludan, som er overlæge i Onkologisk Afdeling og specialist i både onkologi og palliativ medicin.


Fakta: Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.

Læs mere i Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for den palliative indsats


Stort behov for at sætte fokus på palliation

Det er en mangeårig indsats for at integrere kræftbehandling med palliativ indsats, som nu er blevet anerkendt.

Igennem det seneste årti har Hospitalsenheden Vest haft palliativ indsats som et særligt indsatsområde. Der er blandt andet blevet oprettet et Palliativt Team som en del af Onkologisk Afdeling. Der er også nedsat en central styregruppe for den palliative patient, hvor hospitalsledelsen, ansvarshavende fra en lang række afdelinger, repræsentanter fra primærsektor, hospice og patienternes brugerråd arbejder sammen om at planlægge de bedst mulige forløb for de patienter, der har behov for palliativ indsats.

- Vi har satset stort, og det er fantastisk at få bevis for, at indsatsen virker. Derfor vil vi fortsætte det gode arbejde, så vi kan gøre det palliative område på Regionshospitalet Gødstrup til et videnscenter i specialiseret palliation, siger Ida Götke, der er sygeplejefaglig direktør på Hospitalsenheden Vest

Der er virkelig et stort behov for at sætte fokus på den palliative indsats, mener Merete Paludan:

- Historisk set har det været sådan, at patienterne først fik tilbudt palliativ indsats, når deres kræftbehandling var afsluttet. Den opdeling er vi gået væk fra. Det er vigtigt, at palliativ indsats i dag er et tilbud til alle de patienter, der har behov for det, uanset hvor de er i deres sygdomsforløb. Vi arbejder hårdt på at integrere indsatserne fra onkologi og palliation, sådan at vi arbejder parallelt og samarbejder på tværs.

At der er et stort behov for at sætte mere fokus på palliation, blev tydeligt, da Rigsrevisionen for nyligt var ude med kritik af Danske Regioners generelle indsats på det palliative område. En kritik, som Merete Paludan er enig i:

- Vi ved fra vores nationale palliations-database og fra Rigsrevisionens rapport, at patienterne bliver henvist alt for sent til palliativ indsats i Danmark. Vi ved også, at patienterne desværre ikke har lige adgang til lindrende behandling. Der er en geografisk ulighed imellem regionerne, og der er også en ulighed i forhold til, hvad patienterne fejler. Det, vi kan se, er, at det er lettere for kræftpatienter at få palliativ indsats end for patienter med andre typer livstruende sygdom. Det er et stort demokratisk problem, at vi ikke har lige adgang til sundhed på dette område, siger hun.

Det er sygeplejefagligdirektør på Hospitalsenheden Vest, Ida Götke, enig i:

- Det er vigtigt at alle patienter får lige adgang til palliation, fordi disse indsatser kan være afgørende for patientens livskvalitet i det fortsat levede liv og ligeledes for en værdig død. Og det er uanset om patienten opholder sig i hjemmet, på kommunalt opholdssted eller på hospitalet. Vi samler indsatsen for at kunne brede arbejdet med palliation ud til alle patienter.

Læs Rigsrevisionens konklusion her

 

Med dette certifikat er Onkologisk Afdeling akrediteret for de næste to år. Herefter skal der igen søges om akkreditering.  

Afliv myterne og følg eksemplet

Selvom Palliativt Team er en del af Onkologisk Afdeling, er det håbet, at akkrediteringen fra ESMO kan inspirere til at give bedre lindrende behandling også til alle de patienter, som har andre livstruende sygdomme end kræft.

- Vores model for samarbejde og integration på tværs af fagområder kan bruges på mange andre afdelinger, for den tager ikke hensyn til diagnose. I dag er tendensen, at målgruppen for palliation skal udvides til alle patienter med alvorlig sygdom. Vi koncentrerer os især om at hjælpe patienter i den sidste fase af livet - men ikke kun dem, for integrationen af indsatsen handler netop om, at vi ikke skal vente til sidst med at komme på banen, men skal tage udgangspunkt i patienternes behov, forklarer Merete Paludan, og fortsætter:

- Der er brug for mere oplysning og undervisning blandt personalet, for at vi får aflivet nogle af de sejlivede myter om palliation. Mange tror stadig fejlagtigt, at palliativ indsats mest er for kræftpatienter, at det kun handler om at lindre smerter, og at man kun kan få lindrende behandling, når man er døden nær. Vi arbejder på at få skuden vendt, men det tager tid - og det går ud over patienterne og deres pårørende, for vi ser for mange eksempler på at patienterne henvises alt for sent især til hospice, hvor en del dør ganske få dage og nogle gange timer efter at de bliver henvist. På Hospitalsenheden Vest er vi faktisk rigtigt godt med, når det gælder kort ventetid til specialiseret palliativ indsats – vi var det palliative team som havde kortest ventetid på landsplan ved den seneste opgørelse – men i Danmark er for sene henvisninger generelt et stort problem, og selv på vores eget hospital er der stadig plads til forbedring.

Fakta om ESMO certifikatet

ESMO certifikatet tildeles efter en vurdering ud fra 13 kriterier, hvor essensen er integrationen mellem kræftbehandling og lindrende behandling.

ESMO lægger vægt på høj faglighed på det palliative område blandt andet ved:  

  • Tidlig vurdering af patientens behov, så man kan sætte rettidigt ind
  • Holistisk vurdering af patientens behov (fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig lidelse) 
  • Tværfagligt samarbejde i den palliative indsats
  • Vedvarende opmærksomhed på palliation - også i samarbejdet med primær sektor og hospice

At de rette fagpersoner er til stede til rette tid - og at der er nogle, der tager over ved sektorskift, så patienten og de pårørende ikke bliver overladt til sig selv når en behandling afsluttes.