20191104_Uddpris til Lone Kirkeby_700px.jpg

04.11.2019

Overlæge Lone Kirkeby fra Ortopædkirurgisk Afdeling har modtaget uddannelsesprisen "Den Gyldne YODA" på Dansk Ortopædisk Selskabs årskongres for sin store indsats med at forbedre uddannelsesvilkårene for yngre ortopædkirurger.

Af kommunikationskonsulent Finn Marsbøll

Hvert år anerkender knap 1100 medlemmer af Foreningen af Yngre Ortopædkirurger i Danmark (YODA) en person, en afdeling eller en institution, der har gjort en særlig stor indsats for at forbedre uddannelsesvilkårene for yngre ortopædkirurger.

En sådan person er uddannelsesansvarlig overlæge Lone Kirkeby fra Ortopædkirurgisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest, der modtog "Den Gyldne YODA"på Dansk Ortopædisk Selskabs årskongres i oktober måned.

Lone Kirkeby modtog prisen for sit store engagement og arbejde med uddannelsen i afdelingen. Gennem de seneste tre år har hun gennemrevideret uddannelsen og indført systematisk oplæring af de yngre læger med ambulatoriefunktion, stuegang og uddannelsesdage på operationsstuen samt løbende vurdering af deres læring.

Uddannelsespris for det gode eksempel 

Hendes store indsats blev i dén grad bemærket af de yngre læger på Ortopædkirurgisk Afdeling, og det var dem, der indstillede Lone Kirkeby til uddannelsesprisen med bemærkningen om, at hun og afdelingen er ”det gode eksempel på, hvordan alle andre bør gøre i de ortopædkirurgiske afdelinger”.

At Lone Kirkeby brænder for uddannelse, kan man ikke undgå at mærke. Ud over at gøre en stor forskel som uddannelsesansvarlig overlæge, er hun som klinisk lektor ved Aarhus Universitet en ildsjæl i undervisningen af medicinstuderende og især den del af undervisningen, der drejer sig om deres kliniske lægeopgaver i afdelingen i samarbejdet med det øvrige personale.

Desuden lægger hun et stort arbejde i videreuddannelsesudvalget i Uddannelsesregion Nord, hvor hun netop er udnævnt som formand for udvalget.