20190906_Foredrag om netværk_700px.jpgFoto: NIDO | danmark.

06.09.2019

Flotte videnskabelige præsentationer, tema om netværk og et rekordhøjt deltagerantal. Sådan lyder opskriften på en vellykket jubilæumsudgave af Forskningens Dag.

Af forskningsformidler Marianne Jensby Bornemann

For femte gang kunne NIDO | danmark d. 29. august slå dørene op til Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest. MCH Herning Kongrescenter dannede endnu engang kulissen for den årligt tilbagevendende konference.

5-års jubilæet blev fejret med et rekordhøjt antal deltagere. Størstedelen af de i alt 166 tilmeldte havde tilknytning til Hospitalsenheden Vest, men gæsterne på dagen talte også samarbejdspartnere fra regionens øvrige hospitaler, forskere fra samarbejdende universiteter foruden ledelsen på VIA, ledelsen ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og ledelsen ved Health på Aarhus Universitet.

Højt fagligt niveau som varemærke

De mange deltagere blev vidne til i alt 33 oplæg om nye forskningsresultater inden for en alsidig palet af forskningsemner.

"Traditionen tro sætter dagen fokus på de forskningsresultater, som hospitalets forskere har opnået i det forgangne år. Og jeg er stolt over at kunne sige, at der også denne gang er tale om oplæg på højt videnskabeligt niveau fra meget velforberedte foredragsholdere," sagde Jens Friis Bak, lægefaglig direktør.

Netværk: Spil hinanden gode

Langt fra hele arrangementet fulgte dog traditionen.

"Vi ønskede at markere 5-års jubilæet ved at gøre noget andet, end vi plejer. Det har vi blandt andet gjort ved at vælge et overordnet tema for dagen – netværk. At kunne netværke og videndele er i høj grad en forudsætning for den gode forskningskultur, de gode ideers opståen og de gode resultater," sagde Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge og leder af NIDO.

Dagen blev derfor kickstartet med et foredrag om netværk ved Zeleste Fischer, netværksekspert og seniorkonsulent ved Netværks Akademiet. 

20190906_Zeleste_netværksforedrag_700px.jpgZeleste Fischer, netværksekspert og seniorkonsulent ved Netværks Akademiet. Foto: NIDO | danmark.

"Netværk og videndeling handler kort og godt om at spille hinanden gode," var en af hovedpointerne i foredraget, der guidede tilhørerne gennem de klassiske barrierer for networking, gevinsterne ved networking og en række værktøjer til networking.

Senere fik konferencedeltagerne mulighed for selv at prøve de nye networking tips af i praksis under den timelange session Forskernetværk. Til formålet var en del af kongressalen omdannet til et særligt netværksområde med små "stande" – én stand for hver af hospitalets afdelinger, der deltog i sessionen.

De i alt 21 stande havde en poster om afdelingens forskningsemner og –metoder og satte dermed rammerne for, at deltagerne på eget initiativ kunne møde kolleger på tværs af fag og matrikler, diskutere forskningsideer og –metoder og opsøge nye samarbejdspartnere.

20190906_Forskernetværk_700px.jpgKonferencens fokus på netværk høstede mange positive kommentarer fra deltagerne. Foto: NIDO | danmark.

"Sessionen Forskernetværk gav rigtig gode muligheder for at etablere nye kontakter og potentielle samarbejder. Jeg havde forinden lavet en plan for, hvem jeg gerne ville tale med og om hvad. Så for mig fungerede netværkssessionen rigtig godt," lød det blandt andet fra Anne Højager Nielsen, forskningsansvarlig sygeplejerske og ph.d.

Tankelyn gik ud fra Hospitalsenheden Vest

Også Hospitalsledelsen gav 2019-udgaven af Forskningens Dag roser med på vejen.

"Det har været en virkelig flot dag med imponerende videnskabelige præsentationer og en givende netværkssession," sagde sygeplejefaglig direktør Ida Götke i sin afslutningstale, hvori hun også inspirerede tilhørerne med et citat fra fysikeren og videnskabsmanden H.C. Ørsted fra 1800-tallet:

"Se tankelyn gik ud fra danske hjerner,
Og lyste for den hele vide jord,
De vendte øjet op mod himlens stjerner,
Og ned i løndomskraftens dunkle spor;"

"I dag har vi i høj grad også været vidne til tankelyn – tankelyn der går ud fra dygtige videnskabsfolk. Vi har etableret en enestående tradition for at afholde forskningens dag i Hospitalsenheden Vest. Det glæder os i Hospitalsledelsen, det gør os stolte, og det lover godt for fremtidens patientbehandling på Regionshospitalet Gødstrup," konkluderede den sygeplejefaglige direktør.

Det videnskabelige program for dagen blev afrundet med en jubilæumsgave til deltagerne i form af koncert ved Herning Kirkes Drengekor.

Aftenen sluttede med festmiddag, festtale ved hospitalsdirektør Poul Michaelsen og musik i kongrescentrets Cabaretsal, hvor NIDO | danmark uddelte priser for dagens bedste videnskabelige præsentationer.

Du kan se prisvinderne her.

Mere information om Forskningens Dag

  • Hvert år afholder NIDO | danmark, Hospitalsenheden Vest, Forskningens Dag for forskere og forskningsinteresserede.

  • Programmet byder på en kombination af mundtlige præsentationer, poster-præsentationer og inviterede foredrag. Konferencen afsluttes med en festmiddag, hvor NIDO | danmark uddeler priser for de bedste videnskabelige præsentationer.

  • Læs mere om Forskningens Dag og se dette års program her.