24.08.2018

Forskningens Dag 2018 var i høj grad de nye talenters dag, og det blev også de forskningsstuderende, som hentede forskningspriserne hjem – niveauet var meget højt, og der var spænding til det sidste om hvem, der ville vinde for de bedste oplæg.

Det er ganske særlig kunst at formidle et forskningsprojekt, som ofte strækker sig over flere år.  Traditionen tro blev den bedste mundtlige præsentation, bedste poster med plenum præsentation og bedste poster uden plenum præsentation velfortjent hædret ved festmiddagen i restaurant "Teaterkælderen", MCH Herning Kongrescenter. 

Forskningens Dag var spækket med flotte præsentationer gennem hele programmet. Der var derfor tale om et særdeles tæt opløb indenfor hver formidlingsdisciplin, hvilket gjorde det til en meget værdig udfordring for bedømmelsesudvalg og priskomité at være med til at vurdere, hvem vinderne skulle være.

MD og ph.d-studerende Morten Schmidt fra Hjerteforskningsklinikken i Herning vandt prisen for bedste mundtlige præsentation i den disciplin, der er kendt som "mellemdistance".

Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

MD og ph.d-studerende Morten Schmidt fra Hjerteforskningsklinikken i Herning vandt prisen for bedste mundtlige præsentation i den disciplin, der er kendt som "mellemdistance".

Oplæg indenfor kategorien er af ni minutters varighed, og Morten vandt på grund af et forståeligt og visuelt flot oplæg om et fint studie, som er blevet accepteret til publicering i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal. Der var bl.a. ros til valget af forskningsspørgsmål, studiedesign og den kliniske anvendelighed af resultaterne. 

Projektets titel: Diclofenac use and cardiovascular risks: A nationwide cohort study of 1.370.872 diclofenac initiators.

Prisen er 5000 kr., øremærket til forskningsaktiviteter efter eget ønske.

Læge og ph.d.-studerende Rikke Lund Sønderbæk fra Universitetsklinik for Nyresygdomme og Blodtryksforhøjelse vandt prisen for bedste poster med plenum præsentation – også kendt som "sprintdisciplin" på Forskningens Dag.

Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

Læge og ph.d.-studerende Rikke Lund Sønderbæk fra Universitetsklinik for Nyresygdomme og Blodtryksforhøjelse vandt prisen for bedste poster med plenum præsentation – også kendt som "sprintdisciplin" på Forskningens Dag.

Der er tale om oplæg af tre minutters varighed, som afsluttes med spørgsmål og svar i plenum på scenen. Rikke vandt på grund af en fin visuel præsentation og et relevant og vigtigt studiespørgsmål. Desuden fik hun ros for et bundsolidt studiedesign. 

Prisen er 5000 kr., øremærket til forskningsaktiviteter efter eget ønske. 

Projektets titel: The effect of high versus low dietary sodium intake on erythrocyte sodium sensitivity and shedding of endothelial glycocalyx in a randomized, double blinded, placebo controlled cross over study in healthy subjects.

Reservelæge og ph.d.-studerende Maria Skydt Lindgren fra Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro vandt prisen i kategorien "Orienteringsløbet" ved poster uden plenum præsentation på Poster Walk'en.

Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

I år var det første gang, at reservelæge og ph.d.-studerende Maria Skydt Lindgren fra Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro deltog med en poster uden plenum præsentation på Poster Walk'en. Og det gjorde hun så flot, at hun vandt prisen i denne kategori, som også kaldes for "Orienteringsløbet". Hun fik anerkendelse for et godt og relevant studiespørgsmål, og fik desuden ros i forbindelse med spørgsmål for at have formuleret sig kort og præcist med en flot visuel opsætning på sin poster. Der er tale et fint, lovende studie indenfor blærekræft, som er en hyppig kræftform og et rigtig solidt studiedesign.

Projektets titel: Neoadjuvant short-term intensive Chemoresection versus Standard Adjuvant intravesical instillations in NMIBC – NICSA, Preliminary results

Prisen er en personlig gave til forskningsmæssig brug og en plads i næste års organisationskomité, der skal planlægge Forskningens Dag 2019.

Stud.med. Mette Mølsted Sørensen fra Urinvejskirurgisk Afdeling vandt publikumspræmien.

Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

Udover forskningspriserne så blev der også trukket lod om en publikumspræmie blandt deltagerne, som kunne medvirke i afstemningen om dagens vindere. Vinderen blev stud.med. Mette Mølsted Sørensen fra Urinvejskirurgisk Afdeling.

Aftenens flotteste gave: Lars Lilholt sang hymner af kærlighed til undren og viden

Der var klapsalver, skulderklap og højt humør i forbindelse med prisoverrækkelserne, og stemningen steg adskillige oktaver, da NIDO | danmark afslørede aftenens flotteste gave - direkte fra hjertet hos en af Danmarks største nulevende kunstnere og musikere, Lars Lilholt, som afslørede, hvor han har sin store kærlighed til ny viden og forskernes evne til at undre sig fra:

"Jeg har mærket på egen krop, hvor meget det betyder, at lægerne har forsket og ved præcis, hvad de laver”, lød det fra den danske troubadour og nationalskjald.

Lars Lilholt spillede ved Forskningens Dag.

Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.