31.05.2018

Regionsrådet bevilger 3 mio. kr. til at styrke forskningen ved NIDO | danmark

Regionsrådet har på sit møde d. 30. maj besluttet at bevilge 3 mio. kr. til at styrke hospitalets forskning og udvikling ved NIDO | danmark. Midlerne skal bl.a. gå til at støtte biobank-området og etablere et nyt molekylærgenetisk forskningsafsnit ved Hospitalsenheden Vest. Det nye forskningsafsnit skal bidrage til at drive og udvikle fremtidens forskning inden for de store folkesygdomme.

Bevillingen er en vigtig anerkendelse af NIDO | danmark og af hospitalets forskning og udvikling på vej mod Regionshospitalet Gødstrup. Bl.a. vil en udvidelse af biobanken komme til at betyde, at Hospitalsenheden Vest får et større potentiale for flere forskningsprojekter med fokus på biologiske forandringer, sygdomsprocesser og behandlingseffekter ved studie af vævsprøver fra hospitalets patienter.

Midlerne bevilges fra en særlig pulje på i alt 6 millioner kr. til styrkelse af forskning og udvikling på regionshospitalerne. Puljen blev etableret i forbindelse med budgetforliget for 2018, og midlerne fordeles i perioden 2018 – 2020.

Læs mere på Region Midtjyllands hjemmeside.