Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

03.05.2018.

Ph.d.-studerende Simon Berg ved NIDO | Danmark vil bl.a. lære de sundhedsprofessionelle at filosofere og bruge deres refleksioner til gavn for patienter og pårørende

Af kommunikationskonsulent Merete Friis Jeppesen

Hvad vil det sige at tænke filosofisk og gøre brug af sine daglige eksistentielle spørgsmål, og kan man bruge det i sit arbejde som sundhedsprofessionel til at yde god omsorg?

De spørgsmål optager hospitalets nye ph.d.-studerende, hospice- og hospitalsfilosof Simon Berg, som bl.a. vil træne de ansatte på kræftafdelingen i Herning i filosofisk tænkning og lære dem at omsætte tankerne i praksis.

I løbet af sit tidligere arbejde som filosof ved Anker Fjord Hospice har han erfaret, at filosofiske samtaler kan være med til at give de sundhedsprofessionelle et nyt, værdifuldt syn på deres arbejde. Det kan for eksempel være sygeplejersken, som i løbet af samtalen med filosoffen erkender, at hun er meget optaget af begrebet værdighed, og at hun gerne vil bruge det aktivt i sit omsorgsarbejde.

- Jeg vil bl.a. gerne undersøge, hvordan man sikrer, at en sundhedsprofessionel får tid og rum til sådanne tanker og den effekt det har på praksis, siger ph.d.-studerende Simon Berg. 

Et andet syn på patienten 

Gennem flere gruppesamtaler med sygeplejerskerne på Anker Fjord Hospice så oplevede han, at en grundlæggende filosofisk tænkning skinnede igennem deres arbejde. Desuden opdagede han, at personalet savnede redskaber til at formidle et anderledes billede af patienten end journalen. For i en journal så kan man kun danne et bestemt billede af patienten ud fra faktorer som alder, vægt, diagnose og målinger, mener Simon Berg.

- Det er fint, men hvad nu hvis man gerne vil vise sin kollega, at hr. Jensen også har et glimt i øjet og et smil på læben? Det er almenmenneskeligt og betydningsfuldt, uanset hvem man er, siger hospice- og hospitalsfilosoffen som gerne vil være med til at sikre, at den viden - eller måske snarere filosofiske erfaring – kan blive delt med kollegerne. Og gerne ledsaget af et spørgsmål, der inviterer til endnu mere refleksion:

- Når vi forholder ros til vores patienter på denne måde, hvad føler vi os så kaldet til i vores fag?

Der findes alternativer, der kan formidle de eksistentielle og åndelige elementer, så man får et mere meningsfuldt billede af mennesket bag diagnosen, mener den ph.d.-studerende:

- For eksempel så kender mange sikkert følelsen af at blive beriget af at være på et kunstmuseum, og derfor er jeg optaget af, om man som sundhedsprofessionel kan lade sig inspirere af filosofi, litteratur, kunst og musik, og om dette kan overføres på ens faglighed og eksistentielle ståsted.

Om projektet

Ph.d.-projektet "Eksistentiel kommunikation i hospice- og hospitalsvæsenet – filosofisk praksis som et dannelsesideal" er et aktionsforskningsprojekt over fire faser fra 2018 - 2020: Observationer og interviews, gruppedialog, filosofiske interventioner samt evaluering.

Blå Bog

Ph.d.-studerende Simon Berg kommer fra en stilling som filosof ved Anker Fjord Hospice fra 2016 til 2017, og er uddannet kandidat i Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet i 2016.

Privat bor Simon i Nørresundby i Nordjylland. Udover at være tilknyttet Hospitalsenheden Vest, så er han ved Anker Fjord Hospice og Center for Dialog og Organisation, Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet. Desuden har han undervist på Den Danske Scenekunstskole og VIA University College i Aarhus.

Yderligere oplysninger 

Ph.d.-studerende Simon Berg , NIDO | danmark, på tlf. 5239 7340