Dr. med. og nu også klinisk lektor Halla Skuladottir.

Dr. med. og nu også klinisk lektor Halla Skuladottir. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

11.10.2018

Dr. med. Halla Skuladottir, som er forskningsansvarlig overlæge ved Onkologisk Afdeling, har pr. 1. oktober fået titel af klinisk lektor. Forskeren med de islandske aner brænder for medicinsk kræftforskning og det gode patientforløb. Hun glæder sig til at være med til at løfte afdelingens forskningsmiljø op på et nyt og endnu mere ambitiøst niveau.

Det nye lektorat er pr. 1. oktober 2018 tilknyttet Onkologisk Afdeling ved Hospitalsenheden Vest og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. 

Det er en erfaren forsker og underviser med stor ledelsesmæssig erfaring, der sætter sig bag rattet som hospitalets første kliniske lektor i onkologi i form af den 52-årige dr.med. Halla Skuladottir.

Den nye kliniske lektor vidste allerede på fjerde år af medicinstudiet på Islands Universitet, at hun ville være speciallæge i klinisk onkologi, og fik kontakt til en af de førende onkologer i Danmark, Heine Høj Hansen - en ildsjæl og en kendt pioner indenfor medicinsk kræftbehandling. Dette tændte hendes egen gnist for at forske i lungekræft med det formål at finde bedre behandlingsmuligheder. 

Ny viden er vigtig for bedre medicinsk kræftbehandling, overlevelse og livskvalitet 

Gennem de seneste 5 år har hun som forskningsansvarlig overlæge på Onkologisk Afdeling selv været kendt som en ildsjæl, som sammen med kollegerne og afdelingsledelsen brænder for at forbedre behandlingen og livskvaliteten for de mange tusinde patienter i Danmark, som hvert år får stillet en kræftdiagnose. 

- Vi vil bl.a. arbejde på etableringen af en biobank for alle sygdomsgrupper vi behandler, så det bliver muligt at indsamle blodprøver til medicinsk kræftforskning, siger Halla Skuladottir.

Sammenligner man de data, man kan hente ud fra blodprøven med den viden, man kan få fra Patient Rapporterede Oplysninger (PRO), så kan det give ny og vigtig viden om, hvorfor nogle patienter responderer godt på den medicinske behandling, mens andre patienter ikke gør. 

- Den nye viden, hvor man sammenligner de biologiske markører med PRO-data vil kunne give nogle helt utrolige nye muligheder for, at vi i langt højere grad vil kunne tilpasse den medicinske kræftbehandling til den enkelte patients bedste, siger Halla Skuladottir.

Ledende overlæge Hanne Linnet på Onkologisk Afdeling er enig i, at der er brug for meget mere viden indenfor medicinsk kræftbehandling med et mål om at forbedre patienternes overlevelse og livskvalitet.

- Vores vision er at være med til at sørge for, at flere personer i Danmark får mulighed for ikke blot at overleve, men at leve et godt liv med kræft. Det kræver meget mere ny viden indenfor flere aspekter af onkologien, og derfor går vi efter at løfte både den lægefaglige og den sygeplejefaglige forskning på området, siger Hanne Linnet.

Ambitiøst løft af det onkologiske forskningsmiljø

Forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup ved hospitalets forsknings- og uddannelsescenter NIDO | danmark glæder sig over de spændende ambitioner og ser frem til det fortsatte samarbejde med den nye kliniske lektor:

- Det er en meget glædelig nyhed. Lektoratet er et vigtigt led i den videre udvikling af afdelingens forskningsmiljø frem mod etableringen af et forskningsafsnit som en del af hospitalets forskningsstrategi i de kommende år, siger Annette Haagerup.

På vej med et forskningsafsnit, flere forskningsprojekter og mere samarbejde

Fra lægemiddelforsøg til større studier indenfor medicinsk kræftbehandling – i 2018 har Onkologisk Afdeling for alvor fået sat turbo på sine forskningsambitioner om at etablere et forskningsafsnit.

I starten af året fik afdelingen tilknyttet sin første ph.d.-studerende til sit første ph.d.-projekt - et stort dansk studie, som har fokus på patientrapportede oplysninger (PRO) i patientforløb med lungekræft. Den nylige udnævnelse af hospitalets første kliniske lektor i onkologi betyder, at flere kommende ph.d.-studerende vil kunne blive tilbudt en hovedvejleder fra egne rækker, ligesom det kommer til at give Onkologisk Afdeling flere muligheder for at initiere flere af sine egne forskningsprojekter og udvide samarbejdet med hospitalsafdelinger og samarbejdspartnere i Region Midtjylland, nationalt og internationalt.

Onkologisk Afdeling har en klinisk forskningsenhed med fokus på lægemiddelforsøg og et veletableret og tæt samarbejde med Enheden for Patientrapporterede Oplysninger ved Universitetsklinikken Arbejdsmedicin om PRO i flere af afdelingens patientforløb.

Tværfaglighed i forskning og uddannelse har høj prioritet, og aktuelt er fire sygeplejersker i gang med at tage en specialefaglig uddannelse i onkologi.

Fakta om den nye kliniske lektor

  • Halla Skuladottir er født og opvokset på Island, hvor hun færdiggjorde sit medicinstudie i 1994 og blev speciallæge i klinisk onkologi i 2005 ved Islands Universitet.

  • Samme år blev hun ansat som overlæge ved Afdeling for Medicinsk Onkologi ved Landspitali Universitetshospital i Reykjavik i tre år. Herefter blev hun ansat som ledende overlæge på afdelingen frem til 2013, hvorefter hun blev ansat som forskningsansvarlig overlæge ved Onkologisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest.

  • Flere muligheder for at arbejde som læge og forsker indenfor lungekræft og medicinsk kræftbehandling har betydet, at Halla Skuladottir flere gange i løbet af sin karriere har arbejdet og studeret i Danmark - således blev hun i 2007 uddannet dr. med. på Københavns Universitet.

  • Halla Skuladottir bor privat i Holstebro med sin familie.


Flere oplysninger

  • Klinisk lektor Halla Skuladottir, dr.med. og forskningsansvarlig overlæge, Onkologisk Afdeling, tlf. 2440 0852, hallskul@rm.dk
  • Ledende overlæge Hanne Linnet, Onkologisk Afdeling, tlf. 4020 6602, hannsind@rm.dk
  • Forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup, NIDO | danmark, tlf. 2461 9931, annehaag@rm.dk
  • Kommunikationskonsulent Merete Friis Jeppesen, tlf. 2962 4447, mejepp@rm.dk 

    Hospitalsenheden Vest.