Læge og nyudklækket ph.d. Alexander Fjælstad (t.h.) arbejder på hospitalets nye Flavour-klinik, hvor man bl.a. studerer lugtesansen. Foto: Søren Braad Andersen. Kommunikation.

22.02.2017

Hvad betyder lugtesansen for livskvaliteten? Hvordan måler man bedst blodtrykket, og hvor meget skader stress? Tre unge forskere fra NIDO | danmark udfordrer og udforsker den kendte viden

 

Af forskningsformidler Gritt Bennedsen, NIDO | danmark

Hvert år udklækker NIDO | danmark unge forskere fra Hospitalsenheden Vest, som med deres forskning er klar til at udfordre og nytænke den kliniske viden og behandlingspraksis. Målet er hver gang, at vi bliver bedre til at behandle både somatiske og psykosomatiske sygdomme og at vi sikrer, at ny banebrydende viden finder vej til patienter og forskere. 

Manglende lugtesans har stor betydning for livskvaliteten

Læge Alexander Fjældstad fra den nye Flavour Klinik på Regionshospitalet Holstebro har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om bl.a. tab af lugtesansen. Foto: Søren Braad Andersen.

"Lugtesansen har en ofte underspillet rolle i vores hverdag. Man kan sige, at lugtesansen først virkelig bemærkes, når den forsvinder. En ikke eksisterende lugtesans har ofte alvorlige konsekvenser for livskvaliteten, men heldigvis kan mange årsager behandles", forklarer Alexander Fjældstad.

I fremtiden vil patienter henvist til Flavour Klinikken ikke kun møde den nyudklækkede forsker, de vil også møde en klinik, som implementerer den nyeste viden i deres kliniske hverdag.

Læs mere om Danmarks første Flavour Klinik

Blodtrykket måles bedst derhjemme

Læge Nikolai Hoffmann-Petersen fra Universitetsklinik for Nyresygdomme og Blodtryksforhøjelse i Holstebro (t.v.) er en anden af de yngre forskere, som har givet os ny viden. Foto: Hospitalsenheden Vest.

Læge Nikolai Hoffmann-Petersen har nyligt forsvaret sin ph.d. afhandling, som omhandler diagnose og behandling af forhøjet blodtryk ved brug af telemedicinske hjemmeblodtryks-målinger. Og netop Nikolais forskning har givet os ny og banebrydende indsigt i, hvor hyppig forhøjet blodtryk er og hvordan man bedst måler blodtryk.

Projektet har vist, at forhøjet blodtryk er en betydelig udfordring i Danmark. Hver fjerde fejldiagnosticeres når blodtryk måles i konsultationen fremfor hjemme hos patienten. Projektet har givet afgørende indsigt i, at korrekte blodtryksmålinger målt med nøjagtige blodtryksapparater er altafgørende for diagnosticering og behandling af forhøjet blodtryk. Projektets resultater vil kunne gøre behandlingen af blodtrykspatienter væsentlig bedre i fremtiden.

Stress kan skade hukommelse og evnen til koncentration

På det psykosomatiske område har to ph.d.-studerende fra universitetsklinikken for Arbejdsmedicin i Herning netop indleveret deres ph.d-afhandlinger til forsvar. De handler begge to om stress.

Psykolog Ligaya Dalgaard fra Arbejdsmedicin har gennem flere år forsket i behandling af arbejdsrelateret stress. Foto: Karin Biering.

 

Arbejdspsykolog Anita Eskildsen fra Arbejdsmedicin forsker i langvarige skader på hukommelsen og koncentrationen som følge af stress. Foto: Elisabeth Vestergaard Dørken.

"Mange tusinde mennesker bliver hvert år sygemeldt med stress, så det er vigtigt når vi her på Arbejdsmedicin rådgiver om fx skånevilkår og tilbagevenden til arbejde, så er det, vi siger baseret på den nyeste viden. Når vi fx underviser eller laver workshops på danske virksomheder, så bruger vi den viden, vores kontinuerlige forskning giver os", fortæller arbejdspsykolog og snart ph.d. Anita Eskildsen.