Fotos: Charlotte Feldbæk Ranneries og Søren Braad Andersen, Kommunikation.

31.08.2017

Fremragende forskning og pionérånd: Forskningen i vest gjorde indtryk på uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der holdt åbningstalen på hospitalets videnskabelige kongres, 24. august i MCH Herning Kongrescenter

Af kommunikationskonsulent Merete Friis Jeppesen

"Andre forskningsmiljøer kunne med fordel se mod vest for at lade sig inspirere af den midtjyske pionérånd." 

De rosende ord på Forskningens Dag 2017 lød, da uddannelses- og forskningsminister Søren Pind åbnede Hospitalsenheden Vests årlige videnskabelige kongres, d. 24. august.

Ministeren bemærkede desuden, at der om få år vil spire en ny mulighed frem af markerne i Gødstrup - et nyt center for uddannelse og forskning i sundhed vil se dagens lys:

"NIDO | danmark er navnet på det nye center. Ordet er inspireret af det latinske 'nidus', som betyder rede. Og hvad er mere betegnende for et sted, hvor nye ideer udklækkes, hvor nye forskningsresultater udvikles på kryds og tværs - end netop en rede."

Læs ministerens åbningstale og se indtryk fra åbningstalen i videoen nedenfor.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Video: Søren Pinds åbningstale

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Ny standard for rammer og videnskabeligt niveau

For 3. år i træk er Forskningens Dag vokset i omfang, format og videnskabeligt niveau. I år var den største sal i MCH Herning Kongrescenter, Kongressalen, en flot ramme for den videnskabelige dag. Det vakte både glæde og stolthed hos forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup ved NIDO | danmark, at der er sat en ny, flot standard for kongressen:

"Både det videnskabelige program og rammerne for Forskningens Dag har fået et flot løft og er nu i liga med internationale kongresser. Det kan vi kun være stolte af."

Fortsæt det gode samarbejde

Institutleder Kristjar Skajaa fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet udtrykte som samarbejdspartner både stolthed og glæde over den store aktivitet af høj kvalitet ved hospitalets universitetsklinikker og forskningsmiljøer, og at så meget af hospitalets forskning foregår i godt samarbejde med universitetet.

Institutlederen opfordrede hospitalets forskere til at fortsætte det gode samarbejde og opsøge nye muligheder, fx i samarbejde med Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.

Hvis tro kan flytte bjerge, hvad kan viden så flytte?

Lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest, anerkendte som medlem af den videnskabelige priskomité den flotte forskningsindsats:

"Vi har set og hørt 29 præsentationer om vidt forskellige forskningsemner, og 41 abstracts har været indsendt. Det er utrolig flot."

Den lægefaglige direktør benyttede desuden anledningen til at understrege forskningens betydning for patienter og Hospitalsenheden Vest nu og i fremtiden:

"Lige netop i disse år, er det vigtigt at vi alle slutter op om forskningen og forskningens betydning. Det skal vi gøre af hensyn til vore patienter, af hensyn til vores egen forståelse af, at sundhedsarbejde er videnskabeligt funderet og vi skal gøre det for at sikre vores hospitals betydning som en aktiv forskningsinstitution."

Læs den lægefaglige direktørs indlæg på Forskningens Dag.

Højere, bredere og dybere ambitioner

MCH Herning Kongrescenters største sal - Kongressalen på 1430 m2 - dannede den flotte ramme om præsentationer og postergalleri på Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest.

Dagen afspejlede både højde, bredde,   dybde og  kreativitet i den videnskabelige faglighed ved de tre universitetsklinikker og forskningsmiljøer.

Bl.a. var der ny viden indenfor hjertesygdomme, blodpropper, kræft, kirurgi, ortopædkirurgi og stress. Dagen igennem bød på veloplagte deltagere, et engageret publikum, velforberedte chairmen og spændende videnskabelige diskussioner fra start til slut.

Den særlige sprintdisciplin "Posterpræsentationer" og dagens postergalleri fik et ekstra flot format i Kongressalen. Og flere deltagere benyttede sig af de indlagte pauser i dagens videnskabelige program til at netværke og inspicere de mange videnskabelige bidrag nærmere.

Tre forskningspriser afspejler imponerende bidrag

Forskningens Dag bød traditionen tro på to forskningspriser for henholdsvis bedste orale præsentation og bedste poster med plenum præsentation. Hver pris er 5000 kr. øremærket til forskningsaktiviter.

Desuden blev der indstiftet en ny forskningspris for bedste poster uden plenumpræsentation. Prisen var i år en personlig gave til forskningsmæssig brug og en plads i næste års organisationskomité, der planlægger Forskningens Dag 2018. 

Der var flere gange tale om et tæt opløb i feltet med få gradsforskelle som gjorde det til en spændende udfordring for den videnskabelige priskomité at udvælge de tre vinderkandidater.

Pris for bedste orale præsentation

Vinder: Overlæge og forskningsleder Morten Böttcher, Hjertesygdomme, for sin præsentation:

Diagnostic perfomance of an acoustic based analysis system for risk stratification in patients suspected of coronary artery disease

Morten Böttcher er aktuelt i Barcelona med det formål at præsentere mere af sin forskning på en stor, international kongres. Se det aktuelle indslag fra DR TV-avisen om overlæge Morten Böttchers forskning i hjertesygdomme i forbindelse med Forskningens Dag.

Pris for bedste poster med plenum præsentation

Vinder: Per Høgh Poulsen, ph.d.-studerende ved Arbejdsmedicin i Herning, for sin præsentation:

The effect of childhood socioeconomic position on mental health and obesity in adolescence and early adulthood

Per Høgh Poulsen er aktuelt på vej til Mexico for at fremlægge sine resultater ved en international konference. Læs mere i nyheden på Arbejdsmedicins hjemmeside.

Pris for bedste poster uden plenum præsentation

Stig Holm Jensen, forskningsårsstuderende ved Akutafdelingen i Herning for sin poster:

Supervision via Tele-ultrasound in Point-of-care Lung and Cardiac Ultrasound


Blandt publikum, som afgav stemme i kategorien, blev der trukket lod om en publikumspræmie fra NIDO | danmarks kunstfærdige stemmeurne. Prisen var 2 biografbiletter. Vinderen blev professor og overlæge Therese Ovesen, Øre-Næse-Halsafdelingen.