Demonstration af, hvordan kamera og instrumenter til kikkertoperationen ledes ind i "patienten". Foto: Charlotte Feldbæk Ranneries / Kommunikation.

05.12.2016

Operationsrobot nr. 2 på Hospitalsenheden Vest betyder flere skånsomme operationer til kræftpatienter. 

Da Vinci Xi er den seneste model af operationsrobot, som er særlig velegnet til fjernstyrede kikkertoperationer i bughulen, og det er netop i forbindelse med kræftoperationer i mave- tarm-området og underlivet, at den nye robot assisterer kirurgerne i Herning.

Den kan bl.a. gøre kirurgen i stand til via fjernstyring at operere mere fintfølende og præcist - uden at blive så træt som ved en traditionel operation. Metoden udløser samtidig færre blødninger og komplikationer for patienten.

Ifølge Niels Hald, som er ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling, har man kun set begyndelsen på, hvad der kan lade sig gøre med den avancerede teknologi.

"De teknologiske muligheder indenfor robotkirurgi er nærmest eksploderet i løbet af de sidste 15 år, og som kirurger har vi et markant indtryk af, at der er mange fordele ved robotassisteret kirurgi. Derfor er det glædeligt, at alle patienter, bl.a. med endetarmskræft, nu vil kunne tilbydes denne form for indgreb."

Hospitalets operationsrobot nr. 2

Da Vinci Xi er operationsrobot nr. 2 på Hospitalsenheden Vest. Den første operationsrobot blev taget i brug på Regionshospitalet Holstebro i efteråret 2013. Den anvendes i dag primært til operationer for prostatakræft.